Denne tekst stammer fra en artikel af Anker Kirkeby i Politiken d. 27. Oktober 1940.
(Tekst, ordvalg og stavemåde er gengivet som i originalteksten)
Besøg i Danmarks første Sognegaard.
Vestjyske Bønder rejste i 1936 nær Vesterhavet et moderne kulturelt Landsbycentrum.
Foredrag, Gymnastik, Badminton, Teater, Bibliotek, Sløjdskole, Husholdningskursus og Restaurant – alt under fælles tag
DET er vestjyske Bønder ude i Nærheden af Vesterhavet, der har Æren af at ha rejst Danmarks første og hidtil eneste Sognegaard. Stedet hedder Alslev. Vejen løber derud fra varde i sydvestlig Retning henimod Skallingen. Vi er her lige paa Grænsen af vor sidste Romantiker Thomas Langes elskede Rige; han udødeliggjorde det i Danmarks Litteratur under Navnet Æventyrets Land og skrev: “Det er her Virkeligheden bliver til Æventyr og Æventyret til Virkelighed!”
De tre Kulturtrin
Alslev selv er en almindelig lille flække på bare 300 sjæle. Men et vist aandeligt Liv har her altid rørt sig. Staar man ved Vejkrydset midt i Landsbyen, saa kan man ligesom i Anskuelsesundervisning følge de sidste Menneskealdres kulturelle Udvikling.
Lige syd for Hovedvejen til Skallingen ligger en hvidkalket lav staldvænge med sorttjæret Tagpap; det er Sognets første Forsamlingshus, der har været i Brug til omkring 1900. Her var dengang baade Festsal og Teaterscene og Udsalg af Øl og Sodavand, i Dag lyder der Studebrøl ud af staldvinduerne, Forsamlingsbygningen er ombygget til Kostald.
Lige overfor paa Vejens Nordside ligger som Genbo en rød Murstensbygning. Den tjente som Forsamlingshus fra 1900 til 1935. Her var baade stor Sal og lille Sal og Køkken, i Dag er Rummene omdannet til Pakhus for Foderstofforeningen; Muren er brudt igennem til en mægtig luge, man ser inde paa det gamle Dansegulv Sækkene stablet lige op til Loftet.
Og lige frem mod Vest hæver sig en pudset Nybygning af røde Mursten med Frontispiice, blankskinnende Ruder og blomstrende Pelargonier i Vinduerne; det er det tredje og sidste Forsamlingshus, rejst i 1936 af et lokalt kulturelt Andelsselskab “Fremad” som Danmarks første Forsamlingsgaard eller Sognegaard. Huset er helt bygget op af Folk fra Egnen. Arkitekten var Hans P. Petersen fra det nærliggende Rousthøje, landsbyens Haandværkere har selv gjort Arbejdet, bygningen er helt og holdent udformet efter befolkningens egne Ønsker og Krav; hist og her kan en Gang være for bred, en Korridor for smal, et Rum for trangt og en Kvist for lavloftet. Men Aanden, der fylder Huset til dets fjerneste Kroge, er der ikke noget i Vejen med; her er propert, renskuret og nyferniseret, lunt og hyggeligt, man føler sig velkommen i dette Landsbyens Hjem, i Sognets egen Gaard.
Rundtur i Sognegaarden
Andelsselskabet “Fremad” ejer Sognegaarden og driver den. Og Formanden, Gaardejer Alfred Hansen Toftnæs, viser mig nu rundt. Vi ser først Store Sal. her kan næsten 300 tilhørere overvære Foredrag og Møder. i Salens ene Ende er indrettet en veritabel Scene med Paaklædningsværelser, en lokal Lærer har malet Dekorationen, der forestiller et idealt dansk Landskab med hvidt Kirketaarn og gule Længer omkring et brunt Gadekær. Det Kgl. Teater kunde saamænd godt komme paa Gæstespil!
Men til daglig bruges Salen til Gymnastik og Sport. Den ene Langvæg er helt dækket med Ribbernes Tremmevæg, og Gulvet er med fine, hvide Streger inddelt til Badminton. To Formiddage om Ugen kommer Børnene herover til Gymnastik, to Aftener de Voksne, et Hold Karle under Ledelse af en ung Landmand, der er uddannet af Niels Bukh, og et Hold Piger under en Landmandsdatter, ligeledes opdraget på Ollerup; desuden spilles her to Dage Badminton. En Gang om Ugen er her saa Foredrag, Teater eller Bal.
Ved siden af ligger Lille Sal, hvor der kan dækkes Kaffebord til 100 Personer. Her holder ogsaa Fodboldklubben og Skytteforeningen til. I de store Køkkener arrangerer Husholdningsforeningen hvert Efteraar Kogekursus for Egnens unge piger, om Vinteren kommer Husmødrene og faar Kursus i Bagning. Men efterhånden afholdes nu alle Egnens Generalforsamlinger i Sognegaarden, og de er mange, baaade Brugsforeningen, Mejeriforeningen (saa er her fuldt), Hesteforsikringen og hvad de nu allesammen hedder. Også alle større Bryllupper og Begravelser fejres her. 300 Gæster kan drikke Kaffe samtidig. Værten, Hr. Søgaard-Christensen, har desuden en lille Restauration paa første Sal i Forbindelse med sin egen Lejlighed. Han bor husfrit mod at skulle holde hele bygningen i Orden. Det er naturligvis kun i Vinterhalvaaret, han har noget videre at gøre som Vært, ellers virker han ganske som Værten Kræn Koustrup i E Bindstouw: “om e Sommer wa han Muhr-mæjster”.
Men vi gaar videre i Sognegaarden. I Kælderen er der Værksteder med Høvlebænke for Sløjdforeningen; her er baade for koldt og for lavloftet. Paa første Sal er installeret Biblioteket; der er kun aabent to Gange om Ugen og ejer alt for faa bøger, næppe to hundrede. Heroppe findes et Læseværelse, hvor de unge Karle skulde komme om Aftenen og læse Bøger og Aviser, men der er de ikke slemme til. Værten paatænker nu at lokke dem ved at slæbe et Billard herop. Intet er jo fuldkomment, end ikke i Sognegaarden i Alslev.
Men ellers drives dette kulturelle Landsbycentrum med Liv og Lyst. Ungdomsforeningen har Foredrag hver 14. dag; her kommer mange udmærkede Foredragsholdere fra hele Lande, baade Thomas Hjejle fra København og Hans Lund fra Rødding. Andelsselskabet afholder selv seks Baller om Aaret, desuden et stort Fællesmøde om Efteråret og et ande midvinters. Det gir altsammen Penge, og der er Overskud i Kassen. Byggegrunden fik man i sin tid gratis af Foderstofforeningen i bytte for den gamle Forsamlingsbygning. Den nye Sognegaard lykkedes det at rejse for kun 40.000,- kr., hvad vistnok skyldes, at de hjemlige Haandværkere var rimelige med Regningerne. Nu indbringer Store Sal 40 kr. i Leje til Bal, 20 kr. til Foredrag og Lille Sal gir 10 kr., naar der skal dækkes fælles Kaffebord. Men Andelsselskabets 90 Medlemmer betaler yderligere hver 15 kr. i Kontingent om Aaret. Saaledes har Formanden allerede i Fjor kunnet betale det første Tusinde Kroner i Afdrag, og det haaber han at kunne blive ved med. Paa Ønskesedlen staar nu bare et Badeanlæg i Kælderen og en Sportsplads paa naboens Mark. Men Gaardejer Hansen Toftnæs haaber, de kommer – for kommunen skal jo lave dem inden næste aarr ifølge den nye Skolelov.
Druk aa Slagsmol æ de it mie!
I aften skal Dilettantforeningen ha Læseprøve paa Vinterens første Forestilling. Jeg snakker med Instruktøren, Hr. Mads Danielsen, der baade er Landmand, Musiker, Oplæser og Skuespiller. Han fortæller, at man i de sidste Vintre har opført Molbechs Ambrosius, Hostrups Genboerne og Aakjærs Naar Bønder elsker. Størst Lykke har ellers Vendelboen Nis Gertsens Bondestykker gjort. For øjeblikket instuderer man Mod Daggry af Sønderjyden Demuth, af hvem Det Kgl. Teater netop har antaget et Stykke. Ja, man lærer jo nok Rollerne udenad, men for at det ikke skal blive helt rigtigt Teater med tilhørende Forlystelsesskat, gaar altid en af de Optrædende rundt ed en Bog i haanden – saa hedder det bare Oplæsning, hvad der er billigere.
– Og hvordan har De saa ellers været tilfreds med at flytte fra det gamle Forsamlingshus til den nye Sognegaard? spør jeg tilsidst Mads Danielsen.
– Jow, svarer han paa bredt Vestjysk, fø wa dæ aalti Druk aa Slagsmol, de æ de itt mie!
Saaledes er da det moderne kulturelle Landsbycentrum først blevet rejst af jævne Vestjyder paa Grænsen af Æventyrets Land. Som Digteren skrev: Her hvor Virkeligheden bliver Æventyr… Her er da ogsaa Æventyret om Sognegaarden blevet skinbarlig Virkelighed.
Anker Kirkeby.
Historien slutter med artiklen i 1940, og bestyrelsen håber med tiden at kunne tilføjet historien frem til i dag. Skulle der findes en person med interesse for det lokalhistoriske, og som kan bibringe med historie/artikler omkring forsamlingshuset, modtages dette gerne og gengives gerne her!